Artikler og udgivelser
Nyheder

Gudstjenester aflyses, men vi kan stadig være der for hinanden

Respekter reglerne og hjælp hinanden, lyder opfordringen fra biskop Marianne Gaarden i forlængelse af biskoppernes vejledning til, hvordan folkekirken skal forholde sig til coronavirus

Af biskop Marianne Gaarden

Corona er nu blevet til en pandemi, og den har ramt Danmark. Lige pludselig går det hurtigt. Fra den ene dag til den anden er der vendt op og ned på danskernes hverdag. Regeringens drastiske tiltag lukker Danmark ned. Det ene arrangement efter den andet aflyses. Alle offentlige ansatte sendes hjem. Skoler og daginstitutioner lukker.

Corona-pandemien viser os, hvor sårbare vi mennesker er, og at der findes kræfter, der er større end os selv. Vi rammes på vores følelse af at have kontrol over tilværelsen og styr på livet, og det vækker hos mange mennesker en eksistentiel angst.

Ser du andre som potentielle smittebærere, du skal undgå? Vasker og spritter du dine hænder af for at beskytte dig selv mod smittefare? Og bliver du vred over, at dine frihedsrettigheder og udfoldelsesmuligheder nu indskrænkes? Så er du i risikozonen for at låse dig selv inde i din egen verden af frygt. Når vi mennesker er bange og usikre på fremtiden, så har mange et behov for at opsøge kirken for at finde ro og trøst. Men nu er også kirken lukket.

Det betyder dog langt fra, at det kristne budskab om ikke at frygte, men kun at tro – og at vi skal tage vare på vores næste – er forstummet. Tværtimod får vi i den kommende tid brug for netop det udgangspunkt, mens vi samtidig må tage os nogle forholdsregler for de rammer, vi har om kirkelivet.

Elsk og beskyt din næste
Selvom folkekirkerne følger regeringens vejledning og aflyser arrangementer og gudstjenester de kommende 14 dage, så lever troen i bedste velgående. I den situation, vi nu befinder os i, giver det kristne budskab om at tilsidesætte egne behov for at tage vare på sin næstes liv mere end god mening. Det handler ikke om dig selv, men om samfundets mest sårbare og udsatte medmennesker.

Så når du ser andre, så tænk på dig selv som en potentiel smittebærer, som mennesker med nedsat immunforsvar kan blive syge af at være i kontakt med. Vask og sprit dine hænder af for at beskytte andre mod de bakterier, du selv kan være bærer af. Udvis samfundssind og tag ansvar for din næste. Måske er der en ældre, en syg eller en sårbar person omkring dig, der har brug for din hjælp. Det kan være til indkøb eller luftning af hunden. Disse små ting kan være en stor hjælp for den, der er i risikozonen for at blive alvorligt syg af virussen.

Det forunderlige er, at når du ser på andre og tænker, hvad kan jeg gøre for dem, så reduceres din egen frygt. Og selvom du er sendt hjem fra dit arbejde, så kan du åbne din dør mod verden ved at tage vare på din næstes behov. Vi mennesker er en del af et samfund, hvor vi alle er afhængige af hinanden. Det er en central del af det kristne budskab, vi normalt hører i kirken hver søndag.

Det vigtigste er, at det budskab, vi rent fysisk ikke kan samles i kirken om at høre, det har vi nu alle en oplagt chance for at gøre.