stadager

 

Stadager kirke har romansk kor og skib med sengotisk tårn og våbenhus. Tårnet har rige blændingsdekorationer mod vest. Den romanske bygning er i gotisk tid ombygget med hvælvinger. Over hvælvene er rester af kalkmalerier fra ca. 1250. Fonten er et senromansk gotlandsk eksportarbejde og fadet er sydtysk, ca. 1575, med en fremstilling af Maria bebudelse. Prædikestolen i bruskbarok fra ca. 1630, er af Jørgen Ringnis og svarer ret nøje til den i Nakskov kirke.

 

Kirken gennemgik en større istandsættelse i 1844, hvilket bla. medførte, at vinduer nu fremtræder som store, spidsbuede støbejernsvinduer med klart glas og medfølgende stort lysindfald. På østsiden af våbenhuset er opsat gravsten, der tidligere lå i kirkens gulv, bl.a. over Jørgen Venstermand til Stadager, død i 1551, og hustru Alhed Urne.

 

Kirken er nu selvejende, men har tidligere hørt under Vennerslund, tidligere Stadagergård.

 

 

 

   
© Lolland-Falsters Stift