Af biskop Steen Skovsgaardmonrad

 

Jeg har som biskop i Lolland-Falsters Stift nu i godt 6 år boet i den bispegård i Nykøbing F., som biskop D.G.Monrad fik bygget i 1850. Selvom bispegården er bygget om og til i flere omgange bærer den stadig præg af den navnkundige biskops kunstneriske og æstetiske sans. Flere af stuerne er udsmykket med væg- og loftsmalerier af Constantin-Hansen og Hilcker, i den såkaldte pompejanske stil, og der er også en buste og et enkelt portrætmaleri af Monrad, som er med til at bevare mindet om ham.

 

At bo i dette smukke hus er en daglig glæde. Vi prøver at dele glæden med andre ved et par gange om året at holde åbent hus, hvor man kan få lejlighed til at se stuerne, og hvor der også altid bliver mulighed for at høre om og drøfte Monrad. For hvem var denne mand i grunden? De fleste ved, at han var både politiker, præst og biskop; men hvem og hvordan var han som person? Meningerne er ofte meget delte, og indimellem går bølgerne højt. Ikke mindst når talen kommer ind på det uundgåelige spørgsmål: I hvor høj grad var Monrad skyld i nederlaget i 1864?

undefined

 

For tiden har jeg tre måneders studieorlov, bl.a. for at søge at få mere at vide om Monrad. Og allerede på nuværende tidspunkt tør jeg godt konkludere, at han – både som politiker og som præst – er mere spændende og inspirerende, men også langt mere modsætningsfyldt, end jeg på forhånd vidste.  Så når man kan have svært ved at forstå Monrad i dag, er det helt naturligt. Det kunne man nemlig heller ikke, mens han levede. Også dengang var meningerne delte og svingede fra næsegrus beundring og betagelse til bundløs ringeagt. Der var dem, der irriteredes over Monrads plumphed, hans forfængelighed, selvtillid og indbildskhed, mens andre faldt for hans charme, medmenneskelige forståelse, kolossale viden og fantastiske talegaver og arbejdsevne. Monrad var selv helt på det rene med, at han var et sammensat menneske, men han så det mere som et menneskeligt grundvilkår. Han blev aldrig træt af at indskærpe, at den menneskelige sjæl er et dunkelt dyb, som den enkelte ikke kender og aldrig bliver færdig med at kende til bunds. ”Hjertet er en stor, sammensat verden, i dets forskellige egne hersker der forskellige, ja til dels modsatte magter.” Hans gode ven, digterpræsten Chr. Richardt udtrykte det på denne måde ved Monrads begravelse: ”..det, hvoraf menneskets vilje spirer frem, ligner tit mere et løg end en planterod, har som løget blad ved blad, flere jævnsides motiver, der først i forening frembringe beslutningen og valget.” Så at forsøge at forstå Monrad som person, er som at pille et løg. Eller som Jes Fabricius Møller sluttede sin glimrende artikel om Monrad bragt i KD den..., hvor han citerede historikeren Povl Engelstofts ord om, at den, som vil forstå Monrad til bunds ”må selv have følt Korset tynge sine Skuldre og Naglegabene brænde sine Hænder.”

 

Set i det lys er der da kun een, som forstår Monrad, nemlig Herren! Det var også Monrads eget synspunkt og trøst. Et af hans foretrukne skriftssteder var 1. Kor kap 4, hvor Paulus siger: ”Mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv..den, der bedømmer mig, er Herren.”

Derfor var Monrad faktisk også ligeglad med menneskers dom, og hvad de sagde og mente om ham. Han skriver et sted, at han endda finder et vist behag i ubehageligheder, for: ”De tjene mig til prøvesten på, om jeg har frigjort min sjæls fred fra menneskenes omdømme, og om jeg sætter mig selv så lavt, at det ikke let kan lykkes nogen anden at sætte mig lavere.”

Denne ligegyldighed overfor andres dom kan på nogle virke meget arrogant; men der er ingen tvivl om, at når Monrad følte sig hævet over menneskers dom, så bundede det i en ægte ydmyghed og i hans kamp for og trøst ved at fastholde, at dommen er Guds. Han var da heller ikke interesseret i, at der skulle tages særligt hensyn til hans biskoppelige værdighed. I et af sine breve skriver han om en sognepræst: ”Det forekommer mig, at han lægger for meget vægt på min biskoppelige værdighed, og det generer mig. Dernæst synes han at have sin egen person for meget i sinde; han glemmer ikke sig selv over tanken og sagen.”

 

For Monrad drejede det sig netop om at glemme sig selv, at engagere sig 100 % og kæmpe for sagen. Det havde han selv dyb respekt for, også når det gjaldt hans politiske modstandere. Og derfor kastede han sig glad og gerne ud i politiske og teologiske debatter med en voldsomhed, bidende sarkasme og forfinet ironi, som mange af hans modstandere frygtede. Det er blevet sagt om Monrad, at han ikke knuste sin modstander med en kølle, han hakkede ham ihjel! Men det var altid sagen, som var afgørende. Han skriver et sted, at da han for 40 år siden begyndte sin politiske virksomhed, gjorde han sig det til en grundlov aldrig at angribe nogen mands karakter, men altid at blive stående ved de enkelte ytringer eller handlinger, uden at søge derfra ind til sindelaget, og fortsætter: ”Jeg tror med rette at kunne give mig selv det vidnesbyrd, at jeg aldrig har overtrådt denne grundlov.” Om så alle hans politiske og teologiske modstandere ville være enige i dette, er nok tvivlsomt.

Blandingen af det teologiske og politiske engagement anså Monrad som noget medfødt. Hans far og farfar var jurister, og de seks foregående generationer gejstlige mænd. Til gengæld forstod han klart at adskille religion og politik. Kristendommen skal ikke blande sig i politikken – og omvendt. Kristendommens opgave er at gennemtrænge politikken som en skjult varme, som nåde og sandhed.

 

Forholdet mellem kirke og stat udtrykker Monrad på følgende måde i en tænkt tale, som staten efter hans mening burde holde for kirken: ”Jeg sætter stor pris på sand kristendom, på, at man ikke alene kaldes, men er kristen..Jeg ville meget ønske, at sand kristendom var rådende på mine rigsdage…men jeg bør ikke glemme, at der er en forskel mellem dig, o kirke, og mig. Dit rige er ikke af denne verden, mit rige er af denne verden. Du ved jo dog meget godt, at når jeg med mine kluntede hænder har taget fat på at fremme kristendommens sag, så har jeg mere skadet end gavnet, thi jeg har grebet ind i din virksomhed...Og så må jeg sige dig et ord, min gode kirke. Tag mig det ikke ilde op. Det er et alvorsord. Du har en slem tilbøjelighed til at falde i søvn...Du må og du skal være vågen. Dig er det, dig, der skal våge over, at ej den hellige ild slukkes i landet…Dig er det, der skal havde omhu for, at dåbens nåde tilegnes og kommer til at leve i en sand og ægte kristendom, så at dens ånd gennemstråler folkeånden, så at Kristi ånd bor i de folkekårne mænd. På dig og ene på dig hviler ansvaret, hvis dette ej sker - thi du, og ikke jeg, er Kristi brud og kristendommens bærer i landet.”

 

Monrads tanker om politik og religion er stadig aktuelle og inspirerende. På det politiske område gjorde han sig f.eks. den overvejelse, at en minister kun skulle have lov til at fungere i et år, for som han skriver: ”Der er stor forskel mellem en ministers stilling og alle andre livsstillinger. Når en mand har fået en gård, et gods, en skomager- eller urtekræmmerbod, et embede, osv. så sidder han uforstyrret i sin stilling, og gnaver det ham af skæbnen tildelte ben. Men en minister! Han er omringet af, om ikke hundrede, så en halv snes glubske mennesker, der kaster grådige blikke på ham, og vil snappe hans ben. Hvorledes skulle vi skaffe en minister ro til at gnave sit ben? Det er det store spørgsmål, som har pint mig. Jeg ved ingen bedre løsning end følgende. Ingen kan være længere minister end et år. Når et ministerium har siddet ved roret et år, træder det af. Den, der har været minister, kan først efter forløbet af et vist antal år (3? 6?) atter indtræde i denne stilling…Jeg indrømmer selvfølgelig, at forslagets gennemførelse har sine vanskeligheder, og at en mand ofte vil hindres i at udføre, hvad han ville kunne sætte i værk, hvis han havde en længere embedstid. På den anden side vil denne bevidsthed om en nær afgang opfordre manden til at anstrenge til det yderste sin kraft og arbejdsdygtighed i den tid, som er ham givet. Hvilket folk har udført de største bedrifter? Du må svare: det romerske. Nu vel, det romerske folk udførte disse bedrifter med etårige konsuler, etårige prætorer osv.”

Monrad kæmpede til det sidste for, at folkekirken skulle få sin forfatning, og han fandt det pinligt, at rigsdagen optrådte som synode. ”Vi kunne heller ikke nægte, at det får et næsten komisk anstrøg, når vi se en bekendelsesløs rigsdag med et alvorligt ansigt træde op som synode.”

 

Til gengæld skal kirken på sin side være sig sit ansvar bevidst. I et hyrdebrev skrev han ved sin tiltrædelse som biskop: ”Det er nye og store opgaver, som tiden medfører for kirken også i vort fædreland; jo mere de verdslige bånd der hidtil har omsluttet kirken, løsnes, jo nødvendigere er det, at nidkærheden erstatter lovens tvang; jo mere gennemgribende den omdannelse er, som kirken imødeser, et desto kraftigere liv udfordres der, hvis den ej skal sygne; jo mere gærende og bevæget tiden er, des fastere og alvorligere må kirken fremtræde.”

 

Som biskop var Monrad både fast og alvorlig. Han var en dygtig og meget skattet prædikant, med en varme og inderlighed, uden at være ”klæbrig”. Han krævede, at præsterne skulle ”prædike om troen, selv troende,” og om en præst, hvis prædiken han havde hørt, skriver han: ”Han fremhævede stærkt den almindelige syndighed, uden tilstrækkeligt at fremhæve forskellen mellem dem, der er på fortabelsens og frelsens vej.”

 

Monrad fandt hvile og styrke i bønnen og skrev bogen bog: Fra bønnens verden, som blev oversat til flere sprog og udkom i mange oplag. Særligt hæftede han sig ved Fadervors 5. Bøn: ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Eftersætningen var vigtig: Det er kun, når vi forlader vore skyldnere, at vi kan tro på, at Gud vil forlade vore skyldnere. Monrad udgav i første omgang en lille bog om dette emne, og mødte voldsom kritik. Men som han sagde, var det ham noget af det mest uforståelige, at man blandt kristne skulle høre ilde for, at man holdt sig til Kristi egen forklaring (Mt 6,14-15)! Senere valgte han derfor at skrive en større afhandling på 763 sider om dette ene spørgsmål, og hvor han med inddragelse af kirkefædrene og Luther argumenterer klart og overbevisende for sit synspunkt.

 

Som Monrads liv var omskifteligt og uforudsigeligt, sådan blev hans eftermæle det også. Og han fik ikke engang en gravplads. Den blev for mange år siden sløjfet, da man nedlagde Nykøbing kirkegård, og for få år siden blev der endda bygget et supermarked ovenpå gravpladsen. Som en kommentar til dette kunne man anføre flg. citat af Monrad:

”Det er en kortvarig fred, som man under de afdødes legemer. Den burde vare til dommedag, men varer kun en snes år. Så kastes graven op, så kastes bene omkring, og den afdødes levninger må give plads for gravens nye beboer.  Det er underligt at se, hvorledes skik og brug sløver følelsen, selvom hos de fineste naturer. Har man ikke råd til at lade de døde beholde deres boliger, så kunne man dog på én gang optage levningerne af gravene, hvis fred det år skulle forstyrres, og samle dem i en fællesgrav. Dertil havde man måske råd. Så kunne dog også de fattige, der ej magte at erlægge den fastsatte betaling for bevarelsen af gravfreden, vide, hvor deres afdøde kæres levninger hvile.

Vi ved med andre ord ikke, hvor Monrads grav er. Men eet er sikkert: Han er ikke glemt. Og slet ikke her i bispegården.

   

Det sker  

   
© Lolland-Falsters Stift