moskeernes mange ansigter 321190

Af Biskop Steen Skovsgaard

Massoud Fouroozandeh har sammen med Marianne Sønderskov skrevet en bog: ”Moskeernes mange ansigter”. Det er en bog, som er svær at komme udenom eller lægge fra sig. En frygtløs bog, som alligevel er fyldt med frygt og mange advarsler. Her advares imod islam, som vil erobre Vesten, og moskeerne, som er fortrop i denne åndskamp. En kamp, som i virkeligheden, iflg. forfatterne, er en politisk kamp. Men der advares dog først og fremmest imod alle, som mener noget andet end forfatterne om disse spørgsmål.

Det hedder f.eks. (sd 354): ”Mens der spenderes milliarder på integration, kriminalitetsforebyggelse og terrorbekæmpelse, vokser de muslimske parallelsamfund, indvandrerbanderne og problemerne med radikalisering og terrortrusler dag for dag. Den italienske forfatter, Oriana Fallaci, kaldte de ’hjernetomme venstreorienterede, eftergivenhedspolitikerne, de politisk korrekte og de nyttige idioter,’ der tillader at det sker, for ’vores fjende nummer eet,’ som kan ende med at gøre meget større skade end terroristerne.”

Jeg har kendt Massoud i mange år og sætter stor pris på ham. Fra den første dag, hvor jeg hørte om ham, har jeg tænkt, at hér har Folkekirken endelig fået den præst, som vi har brug for. Én, som kender islam, og én som kan forkynde evangeliet klart og forståeligt for muslimer. Og så vidt jeg har oplevet og hørt om det, så går det også rigtig godt med missionen og med menigheden: ”Church of Love”. Her samles mange muslimer, som er konverteret, til gudstjenester og undervisning i en levende menighed.

Efter at have læst bogen: ”Moskeernes mange ansigter” sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at der mangler noget. For det, som denne bog fortæller, er jo ikke nyt. Afdøde sognepræst Rolf Sloth-Henriksen skrev f.eks. allerede i 2001 bogen: ”Hellig Krig – Terror eller kolonisering?” Den har World Trade Center i flammer på forsiden og som sin aktuelle baggrund, og den bog var på nøjagtig samme måde en advarsel, ikke bare mod islamisk terror, men først og fremmest imod muslimsk indvandring og politisk korrekthed. Ved hjælp af citater fra muslimske og andre blade og tidsskrifter, avisartikler, Koran-citater og egne og andres oplevelser beskrev Rolf Sloth-Henriksen ligeledes vor tids indvandring som et led i en direkte muslimsk kolonisering. Samtidig aflivede han ethvert håb om evt. fremtidig fredelig sameksistens mellem kristen og islamisk kultur og religion. Skulle man endelig ha’ nogle erfaringer af eller et håb om, at dette skulle kunne lade sig gøre, så var man i bedste fald naiv. For som han skrev: ”Den forvirrede politiske påstand om en speciel euroislam, som ikke kender til ”jihad” er ikke blot en komisk ”politisk korrekt” påstand, men er direkte antiislamisk..” (sd 49)

Massoud nævner som sagt de samme eksempler og udtrykker den samme frygt for og forståelse af islam.

I et ønske om at få andre til at vurdere denne bog, besluttede jeg derfor at indkøbe Massouds bog til min teologiske tænketank for her at få lejlighed til at drøfte bogen med tænketankens forskellige præster og lægfolk. Forinden havde jeg desuden bedt Merete Bandak om at skrive en anmeldelse af bogen, som kan læses nedenfor.

Det viste sig, at flere af deltagerne havde det på samme måde efter endt læsning. Man gav udtryk for, at det både er tankevækkende og uhyggelig læsning, som giver anledning til frygt og bekymring. ”Man har svært ved at få luft!”, var der en der udtrykte sig. For det er alvorlige advarsler, men samtidig er det svært at tage bogens forslag til anvisninger helt alvorligt. Når der f.eks. står: ”Vi bør øjeblikkelig holde op med at give tilladelse til bygning af flere stormoskeer – gerne i hele Europa.” (sd 397) – så melder spørgsmålet sig: Er det realistisk, og hvad med den demokratisk sikrede religionsfrihed? Og hvad med demokratiet i det hele taget, hvis man indfører et sådant eller lignende forbud?  Der savnes generelt en samfundsmæssig refleksion over disse spørgsmål.

I 2001 skrev jeg en anmeldelse af Rolf Sloth-Henriksens bog til Kristeligt Dagblad. Den sluttede på flg. måde:

”Bogen er svær at ryste af sig eller at komme udenom. Og man spørger sig selv: Hvad så nu? Kan vi efter den 11. september og med alle disse negative eksempler og udsagn fortsat ha’ et dagligt og tillidsfuldt møde og samtale med muslimer - også om tro? Det håber jeg. Det skriver Rolf Sloth-Henriksen ganske vist ikke noget om. Det er der andre, som må gøre og vise i praksis.”

Det samme vil jeg sige om denne bog. Jeg er mæt af de negative eksempler og savner kort og godt en beskrivelse af den gode og overbevisende praksis. En slags modstrøm, som bunder i kærligheden til muslimerne, og som kan give mod til samtalen med muslimer og tro på, at evangeliet er stærkere end islam. Jeg har nemlig vanskeligt ved at tro, at ”Moskeernes mange ansigter” eller den stærke kritik af islam vil kunne få muslimer til at åbne sig for evangeliet. Derfor kunne jeg så inderligt godt tænke mig, at Massoud ville spidse sin evangeliske og forkyndelsesmæssige pen og komme med gode eksempler fra sin egen menighed og praksis, som kunne fortælle os, hvad han rent faktisk gør, og hvordan vi andre kan blive inspireret til at forkynde Guds kærlighed, så det bliver hørt og troet – også af muslimer.

Jeg er helt med på, at vi har meget at være bange og bekymrede for, og at der også skal være nogen til at advare og tilskynde - ikke mindst politikerne - til at handle. Men hvad med kærligheden, som kan blødgøre hjerterne? Som Chr. Scriver udtrykker det i sin bog: Sjæleskat: ”Jeg har set og befundet, at lovens stærkeste torden vel har rystet og skrækket de kolde og hårde hjerter lidt, men den milde vind under fremholdelsen af Guds kærlighed har blødgjort, smeltet og gjort dem flydende.”

Derfor håber jeg heller ikke, at det er det sidste vi får fra Massouds hånd, men at han i højere grad på skrift vil fremholde og give os gode eksempler på, hvordan Guds kærlighed i Jesus Kristus virker og gør indtryk - også blandt muslimerne. 

Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard:
Moskeernes mange ansigter
- hvilke roller og funktioner har moskeerne i vores samfund
Forlaget Effatha 2015
411 sider. 249 kr.

   

Det sker  

man tir ons tor fre lør søn
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
24
25
26
27
28
29
30
31
   
© Lolland-Falsters Stift